Denmark eller ej !

Beslutningen er taget, som det ser ud nu tager vi hjem først i August. Peter og jeg har talt en masse om vi skal blive herover eller ej. Vi elsker allesammen at være her.

Ja, vi nyder det herover, jeg havde nok aldrig regnet med at jeg ville blive så glad for at være et andet sted end i Danmark. Jeg troede Danmark var det sted jeg hørte til, og sagde tit og ofte, ude godt men hjemme bedst. Nu har jeg indset at hjemme ikke er i Danmark men der hvor jeg og min familie har det godt, der hvor jeg trives og kan leve i integritet med mine højeste ønsker. Der hvor jeg kan være lige som jeg har lyst til at være, hvor jeg kan føle en frihed til at være mig selv.

Vi er tre som ville være blevet hvis vi havde haft råd til det, så vi skal til at drømme om vores nye liv i Danmark, se for os hvordan vi skal fører alt det gode som vi har oplevet herover med os. Det kommer der til at gå noget tid med, så det er godt at vi har 6 måneder endnu.

Målfoto fra Carlsbad Halvmarathon

Som du kan se af det andet billede var det skønne omgivelser at løbe i.

Billedet viser kamp til stregen og tiderne var da

 også ens på sekundet.

Ny Halvmarathon PPR (Par Personlig Rekord)

I dag løb Anne og Peter deres andet halvmarathon i San Diego.

Det første løb var i San Diego by den 17. august 2008. Her afslørede et målfoto at Anne kom først over stregen i tiden ca. 3 timer.

I dag kom vi i mål på nøjagtig samme tid, 2 timer 23 min 2 sekunder.

Løbet var et ud-og-hjem løb langs med kysten i Carlsbad 45 min. nord for San Diego.

tænksom sætning

"It's not our darkness we are afraid of, it is really our light".

Sådan så det ud hertil eftermiddag, da Kamma og jeg gik hjem fra skolen. En times vandring med sludring og nydelse

Rollercoaster liv

Som Peter har skrevet i et tidligere indlæg så tænker, læser og taler vi meget i øjeblikket. En af de ting som jeg lige har læst er "Making the rollercoaster work for you". Peter og jeg har valgt et liv i en rutsjebane (og som mange af jer ved, så er jeg ikke den som kører med i forlystelserne i BonBon land). Jeg ved ikke hvor bevidst det har været men jeg ved helt sikkert at vi er blevet bevidste om at det er sådan vi vil leve vores liv.

Her er kurve, som viser hvad ideen er. Denne kurve passer til en masse ting i vores liv. Det hele starter med stadie 1.

Dette første stadie kaldes “Uninformed Optimism”. På dette tidspunkt i f.eks. Vildsvinet er det at nå op til toppen mens man hænger i en vogn fyldt med et adrenalin rush, som karakteriseres ved begejstring, spænding og en følelse af nervøs energi.

Stadie 2 kaldes “Informed Pessimism”. Nu kører man afsted og man kan se frem ad og det ser helt vildt ud. Nu tænker man hvad fanden laver jeg her i Vildsvinet, følelser af frygt, nervøsitet og frustation begynder at sætte ind og hvis det var mig ville jeg nok kaste op nu :o)

Det tredje stadie kaldes “Crisis of Meaning”. Nu er man ikke bange mere, det er ren fortvivlelse og håbløshed. Det er som om man står på kanten af et bjerg og er parat til at hoppe og man tænker "idag er dagen hvor rutsjebanen kører helt i bund for første gang. Man føler sig hjælpeløs og man er både forfærdet og stivnet.




Stadie 4 er her hvor man kan stå af eller også kan man vælge at bruge sin familie og venner, bare små ting som at rydde op i en skuffe kan hjælpe til at se vejen igen. Det kan også være at lave sin TOP 5 daglige liste og kun arbejde på de mest vigtige ting hver dag. Tage pauser, gå en tur, komme udenfor, skrive lister - om hvad du er god til - lister om hvad du elsker - lister som når du læser dem får dig til at genopbygge din tilid til dig selv og dit projekt/liv.

Stadie 5 kaldes "Informed Optimism" man er rolig og velinfomeret og kan faktisk være svagt optimistisk. Det er et kurve som svinger op ad, så nu er man på rette vej, nu går det bare op ad og derud af.

En rigtig sjov ting er at

"This cycle repeats itself. Enjoy the ride instead of fighting it." :o)

Når man samler en pind op....

.....følger den anden ende med. Det er sagt af forfatteren Stephen Covey som Anne og jeg begge har studeret.

For 9 måneder siden skrev vi her på bloggen om hvorfor vi har valgt at tage til San Diego. Det var en drøm, og en fælles følelse af, at vi har kun ét liv, alt er muligt og det sidste vi vil er at fortryde de ting vi ikke fik gjort.

Her i starten af det nye år er vi nu i en fase, hvor vi reflekterer over året der gik, og ser frem i tiden, og vi tvinger os selv til at svare på nogle spørgsmål og konfrontere vores følelser.

Var det rigtigt at tage afsted? Skal vi blive i San Diego? Hvorfor er vi her egentlig? Hvad er prisen (i enhver betydning)?

I dag sad Anne og jeg på Kellog Beach 100 m fra vores lejlighed. Solen skinnede fra en skyfri himmel, temperaturen var 20-25 og midt i det hele kom Emil og Kamma gående med en bakke dækket med brød og pålæg, frugt og gulerødder og drikkevarer. Så bliver det bare ikke bedre.

Omvendt er der dage hvor vi rammes af modløshed over at MiniferieBornholm har underskud, at alle Annes klienter og mulige klienter indskrænker og lægger deres projekter i mølposen og at vi føler at finanskrisen kradser mere end hvad godt er.

Skolebussen

Emil og Kamma bliver hver dag hentet og bragt når de skal til og fra skole.

Klaus filmede da Emil og Kamma havde sidste skoledag før jul.

Så er Mie, Klaus, Frederik og Christian rejst

Vi savner dem allerede og alligevel er det rart. Jeg er så glad for at vi har det så dejligt sammen. Der er ikke mange vi kunne tænke os at være sammen med i tre uger i træk, med Klaus, Mie og børnene er det bare helt vidunderligt. Jeg føler ikke vi går meget på kompromis, vi har nogenlunde sammen holdning til en masse ting. Det er fantastisk dejligt, måske især for mig at føle at jeg har nogle så tæt på, nærmest som om jeg har en søster og bror, ok nu bliver jeg lige lidt sentimental men det er faktisk rigtigt og jeg har ikke tænkt på det før.




Her er drengene igang med at klippe og klistrer. Vi havde jo ikke noget julepynt, så det blev der fremstillet, en masse stjerner som min mor havde sendt over til os. Vi havde også fået Dannebrogsflag til træet fra min moster, som Erik havde med da han var her, så træet blev smukt som man kan se på billede på en tidligere blog.

I løbet af de tre uger de har været her, har vi nået at slappe af, se en masse, motionerer (nogle mere end andre :o), se Amerikansk Fodbold, film, fiske og ikke at forglemme shoppe. Ups ! og spise, Klaus er en mesterkok og sammen med Peter har de fremtryllet nogle retter som har været helt fantastiske. Vi har også nået ud at spise et par gange, men vi blev faktisk enige om at vi har spist mest hjemme. Det skulle man tror hjalp på vægten men AK og VE vi har nok drukket lidt mere end vi har løbet hihihi

Klaus lagde ud med Hælspore og en næsten brækket lille finger og Peter fik trykket sit ribben, så de to har været meget hjælpsomme når Mie og jeg har trukket i løbetøjet. Mie fik en dims til sin IPOD, så nu kan vi udfordrer hinanden og holde hinanden i hånden selvom der er mange km i mellem os :o(

Vi fik også talt om vores forretninger. Det er altid rart at få ideer og gode input til udvikling og videreudvikling. 2009 bliver et spændende år for begge vores familier, da vi allesammen går efter at dette år bliver det bedste år i vores liv.

Vi glæder os alle til at se dem igen, måske allerede til Frederiks Konfirmation :o)