torsdag den 1. oktober 2009

Der blev så stille:o)

Nu har vi været tilbage i DK i 2 måneder og de er gået så hurtigt. Det er jo ikke fordi der er ikke sker noget nu, det er jo bare blevet "hverdag".

Hvad er hverdag, vi havde jo også en vidunderlig hverdag i San Diego. Er det bare ikke helt lige så ok at skrive om hvad vi går og laver her i Danmark. Vi har lige så mange tanker og oplevelser som vi havde i San Diego.

Børnene er startet i deres gamle klasser og nyder tilværelse, ikke kun fordi det er så meget lettere at gå i skole i Danmark men også fordi de har en frihed her som der slet ikke findes i USA.

Peter og jeg arbejder hårdt på at forsætte vores liv efter de ideer og tanker som vi sammen fik over i San Diego. Der er en del ting som arbejder imod, men det giver jo yderligere styrke til at prøve at ændre på de ting vi kan.

Vi er stadig i gang med at sælge vores lejlighed for at gøre os mere fri og flexible, vi prøver ihærdigt på at få børnene til at indse at de skal gøre mere ved deres skole, nu havde de fået så fantastisk gode vaner i USA, så det er deprimerende at se hvordan det foregår i den danske skole.

Vi har lige nu svært ved at se den meget store forskel og velfærden herhjemme. Vi har endnu ikke set nogen bo i teltlejer, men derudover har vi altså fået et lidt andet syn på vores velfærd.

Vi har aldrig haft så god en skole som de to børnene gik i over i San Diego, og vores børn går i privatskole herhjemme. Der var et engagement og opfølgning af deres arbejde, som ingen af de lærer vi er udsat for kan nå til sokkeholderne. Skolen havde bedre faciliteter, og især Emil´s 7 -8 klasse gjorde rigtig meget ud af at de unge skulle være klar over hvilke holdninger skolen havde til div. ting, og der var ingen slinger i valsen. Det var kontant og hurtig afstraffelse og belønning.

De har jo også et sygesystem som man altid kan gå til, lige som vi har og hvor man ikke behøver at være forsikret igennem arbejde eller andet. Ligesom herhjemme så er der kortere venteliste på privathospitalerne, og man kan jo også diskuterer om kvaliteten er bedre, ligesom her hjemme.

Så alt i alt er vi faktisk blevet rystet omkring lige præcis de gode sider i vores samfund, og kan nu se at der vist går alt for mange penge til administration og andet i stedet for der hvor behovet faktisk er.

Ja og jeg kunne blive ved og nu er I sikkert ved at brække jer lige som resten af vores familie og venner gør når vi går igang :o)

2 kommentarer:

Sole sagde ...

Kære Anne og Peter,

Har siddet og læst hele jeres SD blog igennem og tænkt en del over jeres egne refleksioner over bl.a. forskellene mellem USA og DK, og jeg er ikke helt utilbøjelig til at gi' jer ret på mange af punkterne. Jeg er forlovet med en amerikaner, der bor i SD - eller rettere lidt nordøst for centrum. Vi skal giftes indenfor de næste par år, hvorefter jeg flytter derover. Jeres blog har kun givet mig endnu mere blod på tanden. Selve beslutningen om at flytte var ikke så svær at ta', jeg har i en moden alder mødt min soul-mate, min søn er 19 og flyttet hjemmefra, så det er kun en gæld, der skal tilbagebetales, der reelt holder mig tilbage - og så nok min egen idé om at min søn har brug for mig lidt endnu ;-) Jeres blog har kun bekræftet det, jeg jo godt allerede vidste, at jeg kun kan komme til at befinde mig godt derovre. Der bli'r savn, ingen tvivl om det, men også så mange andre gode ting, som jeg ikke har her i DK. Masser af planlægning og ting, der skal falde på plads, når man som jeg planlægger at flytte permanent til USA. Masser af tanker om, hvordan vi nu skal gribe det an med ansøgning om visum osv osv osv. Men det skal nok lykkes i den sidste ende, vi er tålmodige, men også længselsfulde :-) Tak igen for en dejlig blog om jeres SD-tid.

Louise Lerche-Gredal sagde ...

Kære Anne og Peter

Jeg sad idag og læste i Pernille Melsteds bog "udlev din passion" mens jeg ventede på at min søn fik fri fra skole. Jeg var idag nået til dag 12 i bogen, hvorefter jeres historie bliver fortalt og det var næsten som at læse vores egen historie. Jeg kunne næsten ikke vente med at få ungerne lagt i seng her til aften for at besøge jeres blok. Jeg glemte vist at sige, at jeg netop nu sidder i San Diego og læser jeres blog.

Min mand og jeg har siden vi mødtes for 10 år siden på jurastudiet haft en drøm om at bo i udlandet sammen, helst USA. Med årene har drømmen eksisteret og det har i lang tid været vores mål, at vi skulle afsted inden vores ældste søn skulle i børnehaveklasse i DK.

Det vigtigste for os var at komme afsted og have en oplevelse og tid sammen som familie. Hvad vi skulle beskæftige os med var sekundært.

I december 2008 søgte min mand så ind på University of San Diego. Samtidig var jeg gravid med vores 3. søn og skulle føde til april. I slutningen af marts 2009 fik vi brevet fra USD om at han var blevet optaget og da jeg samtidig kunne strække min barsel helt frem til juni 2010, kunne eventyret nu endelig blive til noget. Grunden til at vi valgte San Diego, var en masse forskellige ting, men primært fordi vi begge bare havde en rigtig god fornemmelse omkring byen, selvom det kun var mig, der havde været der før.

I August 2009 pakkede vi vores tre små drenge sammen, udlejede vores lejlighed på Islands Brygge (møbleret:-) og rejste til San Diego uden helt at vide hvor vi skulle bo mv. Det var skønt og spændende og helt utroligt endeligt at udleve drømmen....og byen er jo helt fantastisk.

Det pudsige ved at være her er, at det efterhånden føles som om, der er en dybere mening med at det blev San Diego. Da min veninde og hendes familie besøgte os i November nævnte hun tilfældigt, at hun var ved at læse Pernille Melsted. Da jeg selv er lidt i vildrede om, hvor jeg er på vej hen, bestilte jeg bøgerne hjemmefra. Og siden da er der så mange ting, der begynder at hænge sammen. Pernille Melsteds egen relation til San Diego, Debbie Fords kursus i San Diego som jeg selv skal på om en måned, nogle af de bøger du læser eks. The 4-hour work week" som jeg lige har modtaget fra Amazon. Og jeg kunne blive ved med at nævne små pudsige sammenfald som jeg tror er tegn til mig om at jeg skal bruge mit ophold her til refleksion og til at bevæge mig som menneske.

Jeg ved endnu ikke hvad der er den dybere mening med det hele, men jeg elsker at være her og jeg elsker at min familie og jeg har så meget tid til at være sammen og udleve drømmen.

Jeg blev bare nød til at skrive til jer, for det er så skønt at høre om andre, som ikke lader sig bremse at job og forpligtelser, men tør hive teltpælene op og udleve drømmen....og som elsker San Diego ligesom vi gør.

Kærlig hilsen

Louise Lerche-Gredal