mandag den 25. maj 2009

Tiden går hurtigt nu

Faktisk er tiden her i San Diego fløjet afsted hele det år vi har været her. Om 3 uger er det et helt år siden vi ankom, kun med vores kufferter og det tøj vi havde på.

Vores bil er blevet sat til salg på Den Blå Avis i Danmark for at teste markedet, men hvis ikke der er købere i Danmark sælger vi den her. Vi tager den ikke med hjem til os selv, selv om det faktum er til at tude over.

I dag tog vi billeder af vores store møbler. Spisebordet, sofaen og vores Love Seat. Desuden skal vi have solgt sengene og forskellige mindre møbler som reolen og vores sengeborde. Det bliver alt sammen sat til salg på Craigslist hvor vi også har købt det meste.

En del af vores ting har vi lånt af søde folk her i San Diego, eks. fjernsynet fra Grace og surfboardet fra Winni og Peter. Meget af vores køkkengrej har vi også fået forærende og det vil blive givet videre eller solgt på et loppemarked/garage sale.

De større ting vi skal have fragtet hjem er Kammas keyboard, som hun er blevet dygtig til at spille på, og Emils Xbox med tilhørende skærm (det er han også dygtig til at spille på). Det sidste har vi en teori om godt kan fungere i Danmark når bare det tilkobles samlet.

Det er en mærkelig fornemmelse af have opbygget et fungerende hjem for blot at skulle pille det fra hinanden igen efter så kort tid, men vi prøver at se fremad og glæde os til hvad det næste år mon bringer.

Ingen kommentarer: