Der blev så stille:o)

Nu har vi været tilbage i DK i 2 måneder og de er gået så hurtigt. Det er jo ikke fordi der er ikke sker noget nu, det er jo bare blevet "hverdag".

Hvad er hverdag, vi havde jo også en vidunderlig hverdag i San Diego. Er det bare ikke helt lige så ok at skrive om hvad vi går og laver her i Danmark. Vi har lige så mange tanker og oplevelser som vi havde i San Diego.

Børnene er startet i deres gamle klasser og nyder tilværelse, ikke kun fordi det er så meget lettere at gå i skole i Danmark men også fordi de har en frihed her som der slet ikke findes i USA.

Peter og jeg arbejder hårdt på at forsætte vores liv efter de ideer og tanker som vi sammen fik over i San Diego. Der er en del ting som arbejder imod, men det giver jo yderligere styrke til at prøve at ændre på de ting vi kan.

Vi er stadig i gang med at sælge vores lejlighed for at gøre os mere fri og flexible, vi prøver ihærdigt på at få børnene til at indse at de skal gøre mere ved deres skole, nu havde de fået så fantastisk gode vaner i USA, så det er deprimerende at se hvordan det foregår i den danske skole.

Vi har lige nu svært ved at se den meget store forskel og velfærden herhjemme. Vi har endnu ikke set nogen bo i teltlejer, men derudover har vi altså fået et lidt andet syn på vores velfærd.

Vi har aldrig haft så god en skole som de to børnene gik i over i San Diego, og vores børn går i privatskole herhjemme. Der var et engagement og opfølgning af deres arbejde, som ingen af de lærer vi er udsat for kan nå til sokkeholderne. Skolen havde bedre faciliteter, og især Emil´s 7 -8 klasse gjorde rigtig meget ud af at de unge skulle være klar over hvilke holdninger skolen havde til div. ting, og der var ingen slinger i valsen. Det var kontant og hurtig afstraffelse og belønning.

De har jo også et sygesystem som man altid kan gå til, lige som vi har og hvor man ikke behøver at være forsikret igennem arbejde eller andet. Ligesom herhjemme så er der kortere venteliste på privathospitalerne, og man kan jo også diskuterer om kvaliteten er bedre, ligesom her hjemme.

Så alt i alt er vi faktisk blevet rystet omkring lige præcis de gode sider i vores samfund, og kan nu se at der vist går alt for mange penge til administration og andet i stedet for der hvor behovet faktisk er.

Ja og jeg kunne blive ved og nu er I sikkert ved at brække jer lige som resten af vores familie og venner gør når vi går igang :o)

Livet er et valg

Mie sendte mig denne historie som jeg gerne vil dele med dem som besøger vores blog.

Hvis der er noget jeg har lært i det år der lige er gået, så er det at glæde mig over dagen i dag, tage dagens udfordringer som de kommer, og så gøre det samme i morgen.

Læs selv

Michael var den type, som man elsker at hade.

Han var altid i godt humør og havde altid noget positivt at sige.

Når nogen spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han: "Hvis jeg havde det bedre, ville jeg ha' været tvillinger."

Han var en naturlig inspirator. Hvis en af de ansatte havde en dårlig dag, var Michael der og fortalte den ansatte, hvordan man kunne se det positive i situationen. Jeg blev nysgerrig og en dag spurgte jeg ham: "Hvordan gør du det?", Michael svarede: "Hver morgen vågner jeg og siger til mig selv: Du har to valgmuligheder i dag. Du kan vælge at være i godt humør eller du kan vælge at være i dårligt humør. Jeg vælger at være i godt humør.

Hver gang, der sker noget slemt, kan jeg vælge at være et offer eller jeg kan vælge at lære af det. Jeg vælger at lære. Hver gang nogen kommer til mig og klager, kan jeg vælge at acceptere deres klager eller jeg kan vælge at pege på de positive sider i livet.

Jeg vælger de positive sider i livet".

"Det er alt sammen meget godt, men det er jo ikke helt så enkelt", protesterede jeg.

"Det er det," sagde Michael. "Livet handler om valg. Når man skærer alt det overflødige væk, så er enhver situation et valg.

Du vælger, hvordan du skal reagere på situationerne. Du vælger, hvordan folk skal påvirke dit humør. Det er dig, som vælger, om du vil være i godt eller dårligt humør.

Til syvende og sidst er det dit valg, hvordan du lever dit liv." Jeg tænkte over, hvad Michael havde sagt.

Et stykke tid efter forlod jeg firmaet for at begynde for mig selv. Vi mistede kontakten, men jeg tænkte ofte på ham, når jeg foretog et valg i forhold til livet - i stedet for bare at reagere på det.

Mange år senere hørte jeg, at Michael var indblandet i en alvorlig ulykke

med et fald på 20 meter fra en radiomast. Efter 18 timers operation og ugevis på intensiv afdeling, blev Michael udskrevet fra sygehuset med skinner langs ryggen.

Jeg mødte Michael omtrent seks uger efter ulykken. Da jeg spurgte ham,

hvordan han havde det, svarede han: "Hvis jeg havde det bedre, måtte jeg være tvillinger. Vil du se arrene?"

Jeg spurgte ham, hvad han tænkte under ulykken. "Det første, jeg tænkte på, var, hvordan det skulle gå min endnu ufødte datter, svarede Michael. "Og mens jeg lå på båren, huskede jeg, at jeg havde to valg.

Jeg kunne vælge at leve eller jeg kunne vælge at dø. Jeg valgte at leve."

"Var du ikke bange? Mistede du bevidstheden?", spurgte jeg. Michael fortsatte: "Ambulancefolkene var fantastiske. De sagde hele tiden, at alt nok skulle gå godt. Men da de rullede mig ind på skadestuen og jeg så lægernes og sygeplejerskernes ansigtsudtryk, blev jeg meget bange. I deres øjne stod skrevet: "Han er dødsens!" Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget."

"Hvad gjorde du så?" spurgte jeg.

"Der var en stor brovtende sygeplejer, som råbte spørgsmål til mig," sagde Michael.

"Hun spurgte mig, om jeg var allergisk over for noget. "Ja", svarede jeg. Lægerne og sygeplejerne stoppede op, mens de ventede på mit svar og jeg trak vejret dybt ind og råbte: "Tyngdekraften!" Og mens de lo, sagde jeg til dem:

"Jeg vælger at leve. Operer mig, som om jeg er levende, ikke død."

Michael overlevede takket være lægernes dygtighed, men også på grund af sin fantastiske holdning.

Af ham lærte jeg, at jeg hver dag kan vælge at leve helt.

Holdning er - trods alt - alt.

Derfor skal du ikke bekymre dig om morgendagen, for morgendagen vil bekymre sig om sig selv. Hver dag har nok i sin egen udfordring og egentlig er dagen i dag den samme morgendag, som du var bekymret for i går.

Nyd dagen

Forskellen mellem San Diego og København

I dag fandt jeg ud af hvordan jeg skal beskrive San Diego og København. Vi har haft en lånebil i 5 dage, da Mustangen var på værksted efter en lille parkeringsskade.

Vi fik selvfølgelig en lånebil imellemtiden, vi hentede den i sidste uge hos Hertz. Det var en Masda3, sort, 4-dørs og med vinduer vi skulle rulle ned manuelt.

Da vi hentede vores bil i dag fik jeg fornøjelsen af at køre Mustangen over til Hertz for at aflevere Masda´en.

Jeg satte mig ind, rullede taget ned, åbnede for radio og trykkede på speederen og så stod det lige pludselig klart for mig.

Masda´en er København, lille, indelukket, mørk, manuel og kedelig.

Mustangen er San Diego, åben, solrig, frihed til himlen og helt vidunderlig.

Tiden går hurtigt nu

Faktisk er tiden her i San Diego fløjet afsted hele det år vi har været her. Om 3 uger er det et helt år siden vi ankom, kun med vores kufferter og det tøj vi havde på.

Vores bil er blevet sat til salg på Den Blå Avis i Danmark for at teste markedet, men hvis ikke der er købere i Danmark sælger vi den her. Vi tager den ikke med hjem til os selv, selv om det faktum er til at tude over.

I dag tog vi billeder af vores store møbler. Spisebordet, sofaen og vores Love Seat. Desuden skal vi have solgt sengene og forskellige mindre møbler som reolen og vores sengeborde. Det bliver alt sammen sat til salg på Craigslist hvor vi også har købt det meste.

En del af vores ting har vi lånt af søde folk her i San Diego, eks. fjernsynet fra Grace og surfboardet fra Winni og Peter. Meget af vores køkkengrej har vi også fået forærende og det vil blive givet videre eller solgt på et loppemarked/garage sale.

De større ting vi skal have fragtet hjem er Kammas keyboard, som hun er blevet dygtig til at spille på, og Emils Xbox med tilhørende skærm (det er han også dygtig til at spille på). Det sidste har vi en teori om godt kan fungere i Danmark når bare det tilkobles samlet.

Det er en mærkelig fornemmelse af have opbygget et fungerende hjem for blot at skulle pille det fra hinanden igen efter så kort tid, men vi prøver at se fremad og glæde os til hvad det næste år mon bringer.

Min første dag som babysitter/rengøringsdame i San Diego

Ja, måske Maid et bedre ord end babysitter/rengøringsdame :o), men det var sjovt og hyggeligt.

Jeg gør rent hos en indisk familie med en skøn lille datter på 10 måneder. Hun er helt vidunderlig, forhåbentlig skal vi passe hende en lørdag også så Kamma møder hende. Hun er forkælet, ville ikke sove mens moren var hjemme og jeg gjorde rent. Så da jeg skulle tage mig af hende var hun overtræt, og selvom det er et par år siden jeg har haft sådanne nogle små pussenusser, så fik jeg hende til at sove, give hende mad og skifte hende inden hendes far kom hjem.

Se lige mine små pussenusser, sådanne så de ud for 5 år siden og på Peter´s post kan I se hvordan de ser ud i dag.

Hold op hvor er det vigtigt at vi nyder dem.

Det vi helt sikkert ved

Vi er ved at planlægge, og ikke mindst vænne os til tanken om, vores hjemrejse til Danmark. Med kun 5 måneder tilbage kan vi næsten ikke forstå hvor hurtigt tiden er gået.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er håbløst forelsket i San Diego, det liv vi har mulighed for at leve her og de oplevelser vi har sammen som familie. Derfor er det med meget blandede følelser at skulle pakke sammen og flytte hjem igen.

Her i San Diego har vi nydt den luksus at være sammen som familie så tæt på 24 timer i døgnet som det er muligt når Emil og Kamma skal passe en 7 timers skoledag.

Anne og jeg har oplevet nye dybder af samhørighed, og de udfordringer vi er stødt ind i, ikke mindst de økonomiske, har givet os nye indsigter om hinanden, og om livet. Vi ved at når vi har hinanden kan vi klare alt, og vi har mere end én gang set hinanden i øjnene og sagt, "Hvad er det værste der kan ske?".

Emil og Kamma er vokset kolosalt som mennesker. Vi vidste at vi havde to dygtige, søde og fornuftige børn, men de har overgået alle vores forhåbninger og forventninger. Anne og jeg ved nu, at Emil og Kamma ser muligheder i alt hvad der er nyt, at de yder deres bedste når de bliver udfordret, og at de kan skabe venskaber når de lander i fremmede omgivelser.

Vi ved derfor nu, at de gaver vi har fået her i San Diego er nogen vi kan bruge lige meget hvor skæbnen bringer os hen. 

Simpel Økonomi

Jeg modtog en dejlig kommentar på et af de tidligere indlæg om at kunne tale med sin partner om eksistentielle ting. Nogle gange er det svært og måske lettere at tale med andre om. Det er jo muligt at svare anonymt på indlæggene og det er alle meget velkomne til.

Peter og jeg taler meget om livet og det nyder vi. Kommentaren var at vi også har noget økonomi at spekulere på, og det er der sikkert mange som ikke misunder os.

Det er rigtigt at vi ikke har skrevet meget om økonomi og det er jo nok fordi at det stadig er et af de steder hvor vi føler det er uoverskueligt og ikke noget som vi normalt taler om. Lad os bare kalde det et af tabu områderne :o), og et tabu område er med til at rode i ens liv, altså gøre det mindre simpelt.

Jeg ved ikke hvor mange som har læst det afsnit i Pernille Melsted´s bog "Udlev din passion på 4 uger", hvor vi bliver interviewet om hvorfor vi tager afsted. Her er den rå fil, som blev til afsnittet, til dem af jer som er nysgerrige.

Det var ikke for at blive rige vi tog herover. Vi fik vores opholdstilladelse fordi jeg er en "highly specialized person" hvilket jo er skønt at vide. Nogle af jer hørte måske engang imellem mig nævne at det måske var noget helt andet jeg søgte jeg vidste bare ikke hvad.

Vi tjener nærmest ingen penge herover. Peter laver en masse forbedringer på MiniferieBornholm og jeg har fundet ud af hvad det er jeg skal gøre i forbindelse med AluConsult.

Det vi har fundet ud af er hvor lidt vi kan leve for. Vi har fundet ud af at børnene har en masse ressourcer, gode ideer og energi, når det gælder om at lave ting sammen som ikke koster noget.

Det mest fantastiske er at Peter og jeg kan tale om økonomi uden at blive uvenner. Vi har altid haft svært ved at tale om det, men det at skulle vende hver en mønt og tale om hvad vi gør i næste måned uden at blive uvenner viser sig nok at være det allerbedste Peter og jeg får med herovre fra.

Som I kan hører er vi på vej hen et sted som er anderledes end der vi var før. Det giver så mange muligheder og efter at have boet her i San Diego ved vi at vi kan klare alt som familie og det er bare helt vidunderligt.

Faktisk har vi fundet ud af vi kan og vil leve anderledes, så alle døre står åbne og vi glæder os til de nye udfordringer og livet som ligger foran os, når vi kommer tilbage til Danmark.

Ja, næste gang vi skal ud er det nok med et formål som ligger udenfor vores egen familie, som f.eks. Adventure Heart eller ProjectsAbroad, der er ihvertfald ikke noget som er udelukket på forhånd.

Haiko Digte

Jeg lærer en masse nyt fra denne bog, måtte lige dele dette.

Haiku (taget fra Wikipedia) er en japansk lyrikform med strenge formkriterier. Et japansk haikudigt består som udgangspunkt af 17 skrifttegn fordelt på tre grupper med hhv. fem, syv og fem tegn, men det overholdes ikke altid, især ikke i oversættelser eller i haikudigte skrevet på andet end japansk.

Haiku skal indeholde natur og skal foregå i nutid.
Haiku-digtningen opstod i 1600-tallet, fra denne tid er en af de kendteste digtere Matsuo Basho. Siden er digtformen undergået flere forandringer og fornyelser og den har også, især i det 20. århundrede, bredt sig sig til den vestlige verden, hvor mange forfattere benytter formen.

Himlen og lyset ...
farverne;
egentlig er forklaringen let,
men det er naturen ligeglad med ...

Se også et fantastisk et af Michael Jørvang, se http://digte.dk/dagens/dagens.asp. Jeg har bare taget nogle få vers ud af digtet.

Solen danser ude på havet

Her på mit flyvende tæppe

iført min varme hud

ser jeg ud over dig

fra min sandbunker

I øjeblikket er jeg alt
det jeg ikke må

Jeg kan prøve
fange lyset
hvis jeg forsøger
hvis jeg efterlever
det usagte

Det vil blive
en smuk solnedgang
en elegant måge svæver forbi
stadig dig

Jeg drikker hurtigt
blive fuld
spiser hurtigt
blive mæt
misunder de elskende
stjæler deres kys
på afstand

Nu går solen ned
duggen lægger sig
uden nåde fanger den dagen ind
den manglende kontakt sænker sig
som tusmørket

jeg må videre..

Hvor skal grænserne så sættes ?

Det er nu at bogen begynder på det hårde arbejde. Min ide med at skrive om bogen er ikke at fortælle en masse om mig selv, men mere for at vise hvilken vej Peter og jeg er på vej hen, samt vise mine reflektioner mens jeg læser bogen.

Grænserne skal sættes der hvor vi føler at vores liv er "overloaded". Det vil være meget forskelligt fra person til person.

Det første sted jeg har prøvet at sætte grænser er mht mine emails. Jeg får ikke særligt mange emails i forhold til mange af dem som jeg kender, men det var blevet lidt af en besættelse. Jeg trykkede hele tiden på knappen. Jeg har allerede for lang tid siden ændret min opsætning så jeg aktivt skal gøre noget for at tjekke mail, så de ikke bare popper op når de kommer. Det havde Peter jo allerede lært da han læste "Getting Things Done" (GTD). Se hans blog Effective Beans omkring Email Nirvana.

Så jeg besluttede at tjekke mail to gange om dagen. Det har holdt hårdt :o), en anden ting som jeg prøver at gøre er at kun svare på 5 hver gang. Det vil sige at vælge dem ud som har mest betydning på mit liv.

Det er næste afsnit af bogen, "Choosing the Essential, and Simplifying". Her begynder det spændende for hvad er det essentielle ? igen er det forskelligt fra person til person, Leo (forfatteren) har nogle gode spørgsmål for at komme videre her.

Kunsten i at sætte grænser

For nogle år siden levede jeg et liv med for mange ting, for meget information, for mange forpligtigelser, for meget at lave, for meget rod.

Sådan så mit liv ud fordi jeg levede uden at sætte grænser. Det er ligesom at shoppe uden at have et fast beløb at shoppe for. Det har jeg gjort i mange år, hvilket har medført at jeg ofte havde mere end jeg havde behov for. Det som jeg i starten følte var frihed blev faktisk for meget. Her tænker jeg ikke kun på at shoppe, det gælder også ideer som jeg gerne vil fører ud i livet, forpligtigelser, job, skoler, familie og venner.

Faktisk gør det mig svagere i de vigtige ting som jeg gerne vil. Det fortynder min styrke og min effektivitet.

Nu har jeg læst The power of Less og begynder forfra og den første ting som jeg vil er at sætte grænser. Jeg ved at det var en af grundene til at tage herover. Den lette måde at sætte grænser for en masse ting ikke kun i mit liv, men også resten af familiens. Noget har fungeret og andet skal jeg arbejder videre med.

Taget direkte fra bogen "Et liv uden grænser er som at tage en kop med rød farve og hælde det i havet, og betragte farve blive fortyndet til ingenting. At sætte grænser er at putte den samme kop med rød farve ned i en liter vand"

The Power of Less

Læst 4 sider af bogen "The Power of Less" og så ved jeg allerede hvad det er jeg vil have med mig fra San Diego.

Bliver jeg nød til at følge Thoreau´s eksempel med at bygge en hytte i skoven, afskærer mig selv fra verden og den moderne teknologi ?

Det er en af grundene til at jeg så gerne ville til San Diego. Her lukker jeg støjen ude og nyder de ting jeg elsker. Nu da jeg begynder at læse "The Power of Less" kan jeg se at det var derfor det var så vigtigt for mig at komme herover.

Vi havde allerede startet vores simple living på Ingolfs Alle, nogen gange kræver det bare at komme på afstand før end de endelige skridt kan tages, støjen skal fjernes og enkeltheden skal koges ned til følgende to ting:

1. Find ind til det essentielle

2. Eliminer resten

Ja, og det er på bare 4 sider i introduktionen, hvad skal det ikke blive til :o) Jeg er selv meget spændt og meget åben overfor hvad jeg får ud af bogen. Jeg ved det kommer til at betyde noget for mig resten af livet.

Denmark eller ej !

Beslutningen er taget, som det ser ud nu tager vi hjem først i August. Peter og jeg har talt en masse om vi skal blive herover eller ej. Vi elsker allesammen at være her.

Ja, vi nyder det herover, jeg havde nok aldrig regnet med at jeg ville blive så glad for at være et andet sted end i Danmark. Jeg troede Danmark var det sted jeg hørte til, og sagde tit og ofte, ude godt men hjemme bedst. Nu har jeg indset at hjemme ikke er i Danmark men der hvor jeg og min familie har det godt, der hvor jeg trives og kan leve i integritet med mine højeste ønsker. Der hvor jeg kan være lige som jeg har lyst til at være, hvor jeg kan føle en frihed til at være mig selv.

Vi er tre som ville være blevet hvis vi havde haft råd til det, så vi skal til at drømme om vores nye liv i Danmark, se for os hvordan vi skal fører alt det gode som vi har oplevet herover med os. Det kommer der til at gå noget tid med, så det er godt at vi har 6 måneder endnu.

tænksom sætning

"It's not our darkness we are afraid of, it is really our light".

Sådan så det ud hertil eftermiddag, da Kamma og jeg gik hjem fra skolen. En times vandring med sludring og nydelse

Rollercoaster liv

Som Peter har skrevet i et tidligere indlæg så tænker, læser og taler vi meget i øjeblikket. En af de ting som jeg lige har læst er "Making the rollercoaster work for you". Peter og jeg har valgt et liv i en rutsjebane (og som mange af jer ved, så er jeg ikke den som kører med i forlystelserne i BonBon land). Jeg ved ikke hvor bevidst det har været men jeg ved helt sikkert at vi er blevet bevidste om at det er sådan vi vil leve vores liv.

Her er kurve, som viser hvad ideen er. Denne kurve passer til en masse ting i vores liv. Det hele starter med stadie 1.

Dette første stadie kaldes “Uninformed Optimism”. På dette tidspunkt i f.eks. Vildsvinet er det at nå op til toppen mens man hænger i en vogn fyldt med et adrenalin rush, som karakteriseres ved begejstring, spænding og en følelse af nervøs energi.

Stadie 2 kaldes “Informed Pessimism”. Nu kører man afsted og man kan se frem ad og det ser helt vildt ud. Nu tænker man hvad fanden laver jeg her i Vildsvinet, følelser af frygt, nervøsitet og frustation begynder at sætte ind og hvis det var mig ville jeg nok kaste op nu :o)

Det tredje stadie kaldes “Crisis of Meaning”. Nu er man ikke bange mere, det er ren fortvivlelse og håbløshed. Det er som om man står på kanten af et bjerg og er parat til at hoppe og man tænker "idag er dagen hvor rutsjebanen kører helt i bund for første gang. Man føler sig hjælpeløs og man er både forfærdet og stivnet.




Stadie 4 er her hvor man kan stå af eller også kan man vælge at bruge sin familie og venner, bare små ting som at rydde op i en skuffe kan hjælpe til at se vejen igen. Det kan også være at lave sin TOP 5 daglige liste og kun arbejde på de mest vigtige ting hver dag. Tage pauser, gå en tur, komme udenfor, skrive lister - om hvad du er god til - lister om hvad du elsker - lister som når du læser dem får dig til at genopbygge din tilid til dig selv og dit projekt/liv.

Stadie 5 kaldes "Informed Optimism" man er rolig og velinfomeret og kan faktisk være svagt optimistisk. Det er et kurve som svinger op ad, så nu er man på rette vej, nu går det bare op ad og derud af.

En rigtig sjov ting er at

"This cycle repeats itself. Enjoy the ride instead of fighting it." :o)

Når man samler en pind op....

.....følger den anden ende med. Det er sagt af forfatteren Stephen Covey som Anne og jeg begge har studeret.

For 9 måneder siden skrev vi her på bloggen om hvorfor vi har valgt at tage til San Diego. Det var en drøm, og en fælles følelse af, at vi har kun ét liv, alt er muligt og det sidste vi vil er at fortryde de ting vi ikke fik gjort.

Her i starten af det nye år er vi nu i en fase, hvor vi reflekterer over året der gik, og ser frem i tiden, og vi tvinger os selv til at svare på nogle spørgsmål og konfrontere vores følelser.

Var det rigtigt at tage afsted? Skal vi blive i San Diego? Hvorfor er vi her egentlig? Hvad er prisen (i enhver betydning)?

I dag sad Anne og jeg på Kellog Beach 100 m fra vores lejlighed. Solen skinnede fra en skyfri himmel, temperaturen var 20-25 og midt i det hele kom Emil og Kamma gående med en bakke dækket med brød og pålæg, frugt og gulerødder og drikkevarer. Så bliver det bare ikke bedre.

Omvendt er der dage hvor vi rammes af modløshed over at MiniferieBornholm har underskud, at alle Annes klienter og mulige klienter indskrænker og lægger deres projekter i mølposen og at vi føler at finanskrisen kradser mere end hvad godt er.

The 4-hour Workweek

Nu er jeg ved at være færdig med bogen "The 4-hour Workweek". Fantastisk spændende bog og jeg kan se at det er det Peter og jeg er på vej til. Bogen er en guide til hvordan du går fra en arbejdsuge på 35 timer til en på 4 timer, hvem vil ikke gerne dette ?

Se hjemmesiden http://www.fourhourworkweek.com/

En lille historie fra bogen.

An American businessman took a vacation to a small coastal Mexican village on doctor´s order. Unable to sleep after an urgent phone call from the office the first morning, he walked out to the pier to clear his head. A small boat with just one fisherman had docked , and inside the boat were several large yellowfin tuna. The American complimented the Mexican on the quality of his fish.

"How long did it take you to catch them ?" the American asked.
"Only a little while," the Mexican replied in surprisingly good English.
"Why don´t you stay out longer and catch more fish?" the American asked
"I have enough to support my family and give a few to friends," the Mexican said as he unloaded them into a basket.
"But ... What do you do with the rest of your time?"
The Mexican looked up and smiled. "I sleep late, fish a little, play with my children, take a siesta with my wife, Julia, and stroll into the village each evening, where I sip wine and play guitar with my amigos. I have full and busy life, Senor."
The American laughed and stood tall. "Sir, I´m a Harvard M.B.A. and can help you. You should spend more time fishing, and with the proceeds, buy a bigger boat. In no time, you could buy several boats with the increased haul. Eventually, you would have a fleet of fishing boats."
He continued, "Instead of selling your catch to a middleman, you would sell directly to the consumers, eventually opening your own cannery. You would control the product, processing, and distribution. You would need to leave this small coastal fishing village, of course, and move to Mexico City, then to Los Angeles, and eventually New York City, where you could run your expanding enterprise with proper management."
The Mexican fisherman asked, "But, senor, how long will all this take ?"
To which the American replied, " 15 - 20 years, 25 tops."
"But what then, Senor ?"
The American laughed and said, "That´s the best part. When the time is right, you would announce an IPO and sell your company stock to the public and become very rich. You would make millions."
"Millions, Senor ? Then what ?"
"Then you would retire and move to a small coastal fishing village, where you would sleep late, fish a little, play with your kids, take a siesta with your wife, and stroll to the village in the evenings where you could sip wine and play your guitar with your amigos......"

Jeg synes denne historie siger mig så meget, hvad siger den dig ????

Hvorfor vi er det vi tager til San Diego?

Ideen om et år i amerika er vokset over flere år, faktisk spurgte jeg Anne da vi mødte hinanden, om ikke hendes uddannelse, når hun blev færdig, kunne bruges i USA. Dengang havde jeg længe drømt om at flytte til USA.

Vi fik opfyldt vores behov gennem mange rejser derover, og specielt Anne har tit været i USA og har fået mange venner via sit arbejde med Aluminium.

Da Emil var 4 og Kamma 1 år, var vi en uge i San Diego fordi Anne skulle til konference, det var en dejlig by og Emil var vild med både ZOO og Sea World. Kamma sov meget husker jeg, men begge var de glade for havregrød med rosiner og puddersukker og vi fik også svømmet i poolen mens mor var på arbejde.

Efter et kursus i San Diego i 2006 kom Anne hjem med den strålende ide at vi skulle tage en lang ferie i San Diego, så lang at det gik fra at være ferie til noget der lignede hverdag. På det tidspunkt tænkte vi ikke på at flytte derover.

San Diego var skønt den januar måned i 2007. Aldrig havde vi været så meget sammen og nydt hinanden så intenst. Okay, der var mere ferie end hverdag i det, men både Anne og jeg kunne lave arbejde et par timer om dagen.

Dagene gik med lange gå- eller køreture. Dage ved poolen. Anne og Kamma tog til ridning og Emil jeg var på et par fisketure.

Da måneden var ved at være omme kunne vi San Diego og omegn uden ad. Børnene var fortrolige med stednavne, kunne finde vej til bussen og vi talte hjemmevant om Old Town, Down Town, Coronado, Fashion Valley og La Jolla, vi følte os hjemme i San Diego.

Inden vi tog hjem var San Diego blevet vores andet hjem, og vi måtte bare vende tilbage. Frøet var sået og alt syntes muligt.

Peter