Livet er et valg

På vej mod San Diego, glæder mig helt vildt og sad så og læste og kiggede lidt billeder - dette passer jo stadig og er måden jeg lever på - tak for al den indsigt jeg fik, trods store tab og sorger, nyder jeg stadig livet og ser på det halv fyldte glas og aldrig på det halv tømte - drømmende hilsner fra en San Diego farer

Anne

Livet er et valg

Mie sendte mig denne historie som jeg gerne vil dele med dem som besøger vores blog.

Hvis der er noget jeg har lært i det år der lige er gået, så er det at glæde mig over dagen i dag, tage dagens udfordringer som de kommer, og så gøre det samme i morgen.

Læs selv

Michael var den type, som man elsker at hade.

Han var altid i godt humør og havde altid noget positivt at sige.

Når nogen spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han: "Hvis jeg havde det bedre, ville jeg ha' været tvillinger."

Han var en naturlig inspirator. Hvis en af de ansatte havde en dårlig dag, var Michael der og fortalte den ansatte, hvordan man kunne se det positive i situationen. Jeg blev nysgerrig og en dag spurgte jeg ham: "Hvordan gør du det?", Michael svarede: "Hver morgen vågner jeg og siger til mig selv: Du har to valgmuligheder i dag. Du kan vælge at være i godt humør eller du kan vælge at være i dårligt humør. Jeg vælger at være i godt humør.

Hver gang, der sker noget slemt, kan jeg vælge at være et offer eller jeg kan vælge at lære af det. Jeg vælger at lære. Hver gang nogen kommer til mig og klager, kan jeg vælge at acceptere deres klager eller jeg kan vælge at pege på de positive sider i livet.

Jeg vælger de positive sider i livet".

"Det er alt sammen meget godt, men det er jo ikke helt så enkelt", protesterede jeg.

"Det er det," sagde Michael. "Livet handler om valg. Når man skærer alt det overflødige væk, så er enhver situation et valg.

Du vælger, hvordan du skal reagere på situationerne. Du vælger, hvordan folk skal påvirke dit humør. Det er dig, som vælger, om du vil være i godt eller dårligt humør.

Til syvende og sidst er det dit valg, hvordan du lever dit liv." Jeg tænkte over, hvad Michael havde sagt.

Et stykke tid efter forlod jeg firmaet for at begynde for mig selv. Vi mistede kontakten, men jeg tænkte ofte på ham, når jeg foretog et valg i forhold til livet - i stedet for bare at reagere på det.

Mange år senere hørte jeg, at Michael var indblandet i en alvorlig ulykke

med et fald på 20 meter fra en radiomast. Efter 18 timers operation og ugevis på intensiv afdeling, blev Michael udskrevet fra sygehuset med skinner langs ryggen.

Jeg mødte Michael omtrent seks uger efter ulykken. Da jeg spurgte ham,

hvordan han havde det, svarede han: "Hvis jeg havde det bedre, måtte jeg være tvillinger. Vil du se arrene?"

Jeg spurgte ham, hvad han tænkte under ulykken. "Det første, jeg tænkte på, var, hvordan det skulle gå min endnu ufødte datter, svarede Michael. "Og mens jeg lå på båren, huskede jeg, at jeg havde to valg.

Jeg kunne vælge at leve eller jeg kunne vælge at dø. Jeg valgte at leve."

"Var du ikke bange? Mistede du bevidstheden?", spurgte jeg. Michael fortsatte: "Ambulancefolkene var fantastiske. De sagde hele tiden, at alt nok skulle gå godt. Men da de rullede mig ind på skadestuen og jeg så lægernes og sygeplejerskernes ansigtsudtryk, blev jeg meget bange. I deres øjne stod skrevet: "Han er dødsens!" Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget."

"Hvad gjorde du så?" spurgte jeg.

"Der var en stor brovtende sygeplejer, som råbte spørgsmål til mig," sagde Michael.

"Hun spurgte mig, om jeg var allergisk over for noget. "Ja", svarede jeg. Lægerne og sygeplejerne stoppede op, mens de ventede på mit svar og jeg trak vejret dybt ind og råbte: "Tyngdekraften!" Og mens de lo, sagde jeg til dem:

"Jeg vælger at leve. Operer mig, som om jeg er levende, ikke død."

Michael overlevede takket være lægernes dygtighed, men også på grund af sin fantastiske holdning.

Af ham lærte jeg, at jeg hver dag kan vælge at leve helt.

Holdning er - trods alt - alt.

Derfor skal du ikke bekymre dig om morgendagen, for morgendagen vil bekymre sig om sig selv. Hver dag har nok i sin egen udfordring og egentlig er dagen i dag den samme morgendag, som du var bekymret for i går.

Nyd dagen

Den sidste blog post

Tiden går hurtigt når man ser tilbage på en blog som denne.

Det er snart fem år siden at jeg skrev det første indlæg om hvorfor vi nu ville rejse til San Diego. Det var en stor beslutning, vi brød i vores øjne, og mange andres, med det normale. Vi rejste mod det ukendte, og børnene tog vi med.

Anne og jeg snakkede ofte om hvad beslutningen om at rejse bort ville gøre ved vores liv, og hvad det ville betyde for børnene og deres valg videre i livet.

I dag kan vi se tilbage på fem meget turbulente år, som er kulmineret med at Anne og jeg er blevet separeret.

Vi har igennem hele vores ægteskab siden 1991 fulgt vores hjerter, og det har bragt både glæder, store udfordringer, triumfer og sorg. Det er vel livet.

Hvordan havde vores liv set ud hvis vi var blevet i vores karrierejobs, ikke var blevet selvstændige, ikke var rejst til San Diego? Hvad nu hvis vi havde solgt lejligheden på Amager før vi rejste og havde sat alt på et brædt? Hvad var der sket hvis vi var blevet på Amager, og hvordan havde vi klaret den hvis Anne ikke var flyttet til Grenaa?

Livet er en sum af valg, selv manglen på valg er et valg! Vi har taget nogle store valg som har ført os dertil hvor vi er idag, og lige meget hvor skæbnesvangre de kan føles nu, så kan man aldrig vide hvor vi ellers havde stået idag.

Nu som for fem år siden ligger fremtiden for vores fødder, og vi har hele resten af livet at se frem til.

Vi er videre

Hjem til San Diego
Anne skrev den sidste post 2 måneder efter vi kom hjem fra San Diego. Den status er nu to år gammel og vores liv har taget mange drejninger siden.

San Diego er dybt indgroet i os og vi drømmer os tit tilbage, men vi drømmer ikke kun om San Diego. I marts måned var vi alle fire en tur tilbage og det var som at rejse tilbage i en tidsmaskine.

Jeg tror altid at San Diego vil vores anden hjemby, men i de sidste to år har det været Amager og Bornholm der har været vores hjem.

Et nyt liv i Danmark
For 1½ år siden fandt vi en køber til vores lejlighed på Amager, og pga. vores jobsituation fik vi mulighed for at flytte til Bornholm, hvor vi flyttede ind i vores sommerhus.

Vi har jo tænkt meget på hvordan vi kan forenkle vores liv og nyde de nære ting, og det gav livet i sommerhuset os mulighed for. Børnene faldt godt til i deres nye skoler og det gav en stor ro at bo midt i skoven.

Emil har efter 10. klasse valgt at rejse til udlandet igen, og er i gang med et års skolegang i Schweitz, medens Kamma er fortsat i 8. klasse.

I sommer blev Anne tilbudt et meget spændende job. Hun kender virksomheden fra tidligere konsulentopgaver og jobindholdet var nærmest lavet til hende. Den eneste ulempe var at jobbet ligger i Grenå. Vi snakkede meget om det at skulle være adskilt mere end halvdelen af ugen, og hvordan Kamma og jeg ville klare at skulle leve sammen alene det meste af tiden.

Anne har sagt ja tak til jobbet, og vi lever nu på 3. måned et helt nyt familieliv.

Vi har lejet et helårshus som ligger i nærheden af sommerhuset, så vi stadig er tæt på den skov og strand vi elsker så meget. Huset er fint, men det er ikke vores eget og vi har kun i begrænset omfang følt at vi kan indrette os som vi vil.

En ny drøm
I en af Annes lange weekender hjemme på Bornholm gik vi en tur sammen, og kom til at tale om, at den omkostning det er at hun arbejder i Grenå, skal modsvares af en drøm om noget stort for os alle sammen. Noget der er meget større og meget bedre en afdrag på lån, afsavn i hverdagen og et hus hvor vi mere eller mindre føler os som gæster.

Vi kommer nok ikke til at bo i San Diego igen, som andet end turister, men til gengæld har vi besluttet at Bornholm er derfra vores verden skal gå. Vores fælles drøm er nu at købe et hus på landet og her udleve vores drøm om det enkle liv. Om det bliver med heste, grise, køer og får, eller vin, høns og alpacaer, det vil tiden vise, men visionen er stærk hos os.

Det var en stor befrielse at få denne indsigt og dejligt at vi nu har et fælles projekt om vores fælles fremtid.

Der blev så stille:o)

Nu har vi været tilbage i DK i 2 måneder og de er gået så hurtigt. Det er jo ikke fordi der er ikke sker noget nu, det er jo bare blevet "hverdag".

Hvad er hverdag, vi havde jo også en vidunderlig hverdag i San Diego. Er det bare ikke helt lige så ok at skrive om hvad vi går og laver her i Danmark. Vi har lige så mange tanker og oplevelser som vi havde i San Diego.

Børnene er startet i deres gamle klasser og nyder tilværelse, ikke kun fordi det er så meget lettere at gå i skole i Danmark men også fordi de har en frihed her som der slet ikke findes i USA.

Peter og jeg arbejder hårdt på at forsætte vores liv efter de ideer og tanker som vi sammen fik over i San Diego. Der er en del ting som arbejder imod, men det giver jo yderligere styrke til at prøve at ændre på de ting vi kan.

Vi er stadig i gang med at sælge vores lejlighed for at gøre os mere fri og flexible, vi prøver ihærdigt på at få børnene til at indse at de skal gøre mere ved deres skole, nu havde de fået så fantastisk gode vaner i USA, så det er deprimerende at se hvordan det foregår i den danske skole.

Vi har lige nu svært ved at se den meget store forskel og velfærden herhjemme. Vi har endnu ikke set nogen bo i teltlejer, men derudover har vi altså fået et lidt andet syn på vores velfærd.

Vi har aldrig haft så god en skole som de to børnene gik i over i San Diego, og vores børn går i privatskole herhjemme. Der var et engagement og opfølgning af deres arbejde, som ingen af de lærer vi er udsat for kan nå til sokkeholderne. Skolen havde bedre faciliteter, og især Emil´s 7 -8 klasse gjorde rigtig meget ud af at de unge skulle være klar over hvilke holdninger skolen havde til div. ting, og der var ingen slinger i valsen. Det var kontant og hurtig afstraffelse og belønning.

De har jo også et sygesystem som man altid kan gå til, lige som vi har og hvor man ikke behøver at være forsikret igennem arbejde eller andet. Ligesom herhjemme så er der kortere venteliste på privathospitalerne, og man kan jo også diskuterer om kvaliteten er bedre, ligesom her hjemme.

Så alt i alt er vi faktisk blevet rystet omkring lige præcis de gode sider i vores samfund, og kan nu se at der vist går alt for mange penge til administration og andet i stedet for der hvor behovet faktisk er.

Ja og jeg kunne blive ved og nu er I sikkert ved at brække jer lige som resten af vores familie og venner gør når vi går igang :o)

Her er så tomt nu

I de sidste 4 uger har vi levet med en meget klar følelse af at vores tid i San Diego er slut, foreløbigt.

Møblerne er solgt et for et, og de to sidste weekender har vi haft flytte-salg, hvor folk er kommet ind fra gaden og har båret vores ting væk.

I dag har vi solgt de sidste møbler, bortset fra min og Annes store seng, så nu er her næsten så tomt som da vi kom.

Vi har solgt vores ting på www.Craigslist.org som er USA online loppemarked No. 1, og her på det sidste har vi også givet ting væk gratis, hvilket falder i god jord her i San Diego hvor mange lever under meget hårde vilkår.

Anne har fået tjansen med at pakke og de første kufferter er lukket. Der er meget vi gerne vil have med hjem, men selv om SAS tillader mere end de fleste selskaber skal der vælges en del

fra.

Vi har lånt et cm mål og en vægt og de bliver brugt flittigt for at vi kan være sikre på ikke at gå over grænserne på den ene eller anden led.

Vi glæder os til at se familie og venner igen, og der er også ting ved Danmark vi har savnet.

San Diego er dog uden tvivl blevet vores andet hjem, og det er ikke sidste gang vi bor her i længere tid.

Vi møder hele tiden nye mennesker gennem venner og Annes arbejde, og jo mere vi fortæller om vores historie, des flere døre åbner der sig for os.

Om 3 dage (onsdag den 29. juli) rejser vi hjem via Seattle, men håber at vi kan tjene til en returbillet ved at lade os "bumpe" i Seattle i tilfælde af at flyveren er overbooket. Hvis det lykkes kommer vi til København den 31. ellers en dag før.

Cheese Cake Factory

Så har vi været på Cheesecake Factory for sidste gang og nu sidder vi og slår maver herhjemme. Vi har haft Moving Sale idag, fik solgt en masse. Vi mangler stadig at sælge de store ting, som sofa, loveseat, spisebord og en seng.

Vi nåede en dejlig tur i poolen i eftermiddag og Kamma og jeg er blevet klippet. Ja, ja det hele skal nåes .o)

Vi tæller dage nu, kun 10 dage utroligt. Vi skal en hel masse ting inden, så de skal nok gå hurtigt.

Dagene går så hurtigt

Så er tiden herovre ved at være slut, utroligt som tiden går hurtigt lige nu. Vi nyder hvert eneste sekund, som f.eks i går hvor vi var i Seaworld for at se fyrværkeri.

Vi er blevet VIP kunder hos Seaworld, så der var et gratis billede af os og Shamu :o)

Peter arbejder hårdt på at sælge alle vores ting, Mustangen er solgt, heldigvis til vores nabo, så vi har den til sidste dag. Lejligheden bliver mere og mere tom, men solen skinner og der er så mange ting vi skal nå udenfor så det gør ikke noget.

Kamma er god til at inrette på ny, når vi har fået solgt noget, så nu er fodpuden til Loveseat blevet til bord.

Jeg er ved at få gang i en masse herovre, så det er jo helt perfekt når vi nu rejser tilbage, sjovt som livet nogle gange opfører sig.

Vi havde besøg af Hannibal, Emils kammerat fra Skt. Annæ, i sidste uge. Det var rigtig hyggeligt, vi viste rundt og nød at være sammen med hele familien.